Spoleto – festivalernes provinsby

Spoleto er som mange andre byer delt op i en gammel og ny bydel. I den nye bydel ligger stationen, hvor der kan opnås forbindelse til Perugia, og Rom hvis man ønsker at rejse længere væk.

Før i tiden var Spoleto en af de vigtigste romerske kolonier i Umbrien. Romerne er da også ophavsmænd til mange af byens store bygninger.

Umbrien er kendt for sit bakkede landskab med flot, farverig og frodig natur. Dette snydes du heller ikke for i Spoleto, hvor der er rig mulighed for at finde steder med udsigt ud over dette fantastiske landskab. Området omkring byen egner sig vældig godt til vandreture, så har I lyst til at være aktive, er dette en yndet aktivitet i og omkring byen.

Begivenheder i Spoleto

Festivaler fylder en stor del i byen. Disse mange festivaler afholdes hele året rundt og skaber dermed dynamik, feststeming og glæde i bybilledet.
I byen, med de 38.000 indbyggere, afholdes der hver tirsdag og fredag marked. På disse tidspunkter kan I derfor være sikre på, at der er liv i byen, hvis I besøger byen en af disse dage. Markedet er typisk italiensk med alt fra lædertaske og sko, til lokale pølser og vine.

Mad og drikke

Spoleto er kendt for at have små hyggelige butikker med lokale delikatesser, som I kan besøge, hvis I ønsker at lave en lille udflugtskurv, som kan nydes i det dejlige landskab. Men vil I hellere spise på en restaurant? Så skal I ikke gå længe før næsen bliver pirret af duften fra de mange små restauranter og spisesteder. Køkkenet i Spoleto er klassisk umbrisk og ægte italiensk.
Den frodige natur i landskabet omkring byen er ideelt til vinproduktion og i området findes der mange familieejede vingårde. Her kan  I med stor sandsynlighed opnå et besøg, hvis I ønsker at få et billede af vinproduktionen i området.