Perugia – Umbriens hovedstad

Umbrien er en af de få regioner i Italien, som ikke grænser op til havet. I Umbrien finder du hovedstaden Perugia, som byder på lækre pladser med flotte bygningsværker og specielle gader.

Mange af gaderne i det gamle Perugia er meget mørke. Dette skyldes, at husene tit er bygget sammen over gaden. Derfor kan det godt virke som en underlig oplevelse at gå i gaderne væk fra de store pladser, men det er alligevel noget som du bør opleve, når du besøger Perugia.

Perugia er knap så turistbesøgt som Firenze, der ligger nord for. Dermed ikke sagt, at byen ikke har noget spændende at byde på.

Byen er kendt som en af Italiens største universitetsbyer, og der er derfor godt gang i gaderne, når de unge studerende har fri. Cirka en femtedel af Perugias indbyggere er studerende på universiteterne i byen.

Kulturelle oplevelser

Piazza IV Novembre er torvet som ligger i byens centrum. På dette torv kan du opleve et af Perugias største varemærker, springvandet Fontana Maggiore. Springvandet blev lavet i 1200-tallet og er udsmykket med flotte, bibelske figurer og symboler.
Piazza IV Novembre ligger også San Lorenzo katedralen. I denne kirke kan du bl.a. opleve et billede af San Bernardino, som en gang har prædiket fra katedralens udendørs prædikestol. San Bernandino er kendt for ikke at være speciel køn og tandløs.

Perugia ligger i omkring 500 meters højde, og vil du nyde udsigte ud over det smukke landskab er det en god idé at besøge borgen Rocca, eller resterne, der er tilbage. Fra denne ruin kan du bl.a. nyde udsigten ud over Domenico-kirken, men du kan også opleve flotte kunstudstillinger og andre begivenheder i den gamle borgruin.

I Perugia bliver der også tit afholdt et overdækket marked, hvor du virkelig kan mærke, hvordan ivrige italienere prøver at sælge deres vare. Dette marked er absolut et besøg værd, og du kan derfor med god grund undersøge om markedet bliver afholdt netop de dage, du besøger byen.
Efter en tur på marked kan sulten let mærkes og du kan på en af byens restauranter prøve måltider som et usaltet brød. Det usaltede brød blev opfundet, som en protest mod paven, da paven opkrævede skat af salten. Det er dog senere blevet lidt af en delikatesse fra området. Og snacken serveres med bl.a. tørret skinke eller salsiccia-pølser indeni. Har du ikke lyst til en snack som det usaltede brød, så kan du prøve en Fritto Misto, som består af fritterede grøntsager og kødstykker.

Chokoladens by

Vil du have lidt til den søde tand, så er Perugia også kendt for at være Italiens ”chokolade by”. I Perugia producerer man de velkendte Baci-chokolader, som alle indeholder et lille digt om kærlighed. Foruden Baci-chokoladerne er der mange andre lækre chokolader, der kommer fra Perugia.