Åbningstider - butikker
Der er jo som bekendt siesta i Italien, og det betyder, at de fleste butikker dagligt holder lukket fra ca kl. 13 - 16. Her midt på dagen tager italienerne ofte selv på restaurant for at indtage et godt måltid, eller de tager hjem for at være sammen med familien. Om lørdagen holder mange mindre butikker lukket efter siesta, mens de store supermarkeder har åbent til kl. 20 eller 21. Om søndagen er der kun begrænsede muligheder for indkøb, og det er især de store hypermarkeder, der holder åbent. For jer - vore gæster - betyder det, at I skal søge for at handle undervejs til landstedet, hvis I skulle køre forbi et supermarkedet, der er åbent! I kan naturligvis proviantere vand/drikkevarer på Autogrill langs motorvejen eller på barer/cafeer. PAM supermarkedet i det store shoppingcenter overfor banegården i Siena har åben fra kl. 9 - 21 om søndagen.
Autogrill
I vil helt sikker komme til at tanke benzin på en Autogrill ved motorvejen, og de fleste er servicerede, således at tankning klares af en serviceperson, og betaling foregår direkte til denne serviceperson ude ved bilen. "Pieno" betyder fuld tank. Man kan betale kontant eller med kreditkort. Hvis I ønsker at købe sandwich, kaffe eller andet ved disken i butikken, skal I betale for det føst, hvorefter I kan udpege det, I skal have. Så gå først til kassen..
Motorveje
Når I kører ind på motorvejene, skal I trække en billet ved at trykke på den store knap ved betalingsanlæggene. Tag billetten med jer og betal først, når I kører fra motorvejen igen, hvor billetten aflæses, og beløbet fremgår af displayet. I kan betale med kreditkort (uden kode) eller med kontanter.
Sengetøj og håndklæder
Alle vore landsteder sørger for, at der er sengelinned og håndklæder til jer ved ankomsten. Dette bliver ofte ikke skiftet mere end én gang om ugen, og hvis I ønsker hyppigere skift, kan I tale med ejerne om det - og det kan altid lade sig gøre mod symbolsk betaling. Der er ingen rengøring i løbet af ugen, og ofte kan I også tilkøbe dette. Bor I 14 dage på samme sted, bliver der gjort rent om lørdagen. Hvis I ønsker at have håndklæder ved poolen, skal I selv medbringe disse, da håndklæderne i huset ikke er velegnet til dette.
Badehætte
På nogle landsteder er det obligatorisk at bade med badehætte. Dette er for at undgå at hår sætter sig fast i poolens filtre. Hvis dette er er et krav, er det bare på med badehætten - og det gælder både mænd og kvinder - børn - store som små. Og så ser vi jo alle sammen lige tossede ud :-)
|