Pilgrimsruten Via Francigena

Den italienske pilgrimsrute “Via Francigena” – på dansk kaldes ruten “frankervejen” er en 1800 km strækning fra Canterbury i England gennem Frankrig til Rom. Den var i middelalderen et af de vigtigste rejsemål for pilgrimme.

Denne vandring vil tage dig gennem de efter sigende smukkeste etaper (rute 31 – 34) i Toscana, og jeg gik selv turen i september, 2016. Det er en passende strækning på ca. 150 km, hvor du går ad gamle stier og veje i hælene på generationer af pilgrimme, der gennem tusind år har gået på denne rute. Ruten tager 6 dage at vandre, men det er naturligvis muligt at plukke en rute ud af programmet, hvis du ønsker at gøre det kortere. 

Min egen oplevelse på den italienske pilgrimsrute

Jeg startede i San Gimignano hvorfra det gik sydpå gennem en smuk bjergetape fra Colle val d’Elsa mod Siena over Montagnola senese. Derfra gennem blide toscanske bakker med cypresser og med bjerge, som rejser sig i det fjerne. Ind gennem Siena, gennem Orcia-dalen med det bølgende cypres-landskab, som er på Unescos verdensarvsliste og forbi mindre kendte og charmerende middelalderborge fx i Buonconvento. Målet er vinbyen Montalcino. Turen tager dig gennem vinmarker, og du fordriver dagene med at sætte den ene fod foran den anden, sende tanker hjem til familien, hilse på vinbønderne og jægerne, og finde egnede herberger til overnatningerne.

Glæd dig til stemningen, smagsoplevelserne og ad bagveje nærme dig byer, som du måske kun kender fra de normale indfaldsveje. Mange af de små byer er malerisk placeret på en bakketop, omkranset af ældgamle mure og med panoramaudsigter, som man jo ikke kan få nok af!

Pakkeliste til turen:

letvægtsrygsæk.
vandrestave.
kort.
vandrestøvler + lette sko.
 passende vandretøj + tøj til om aftenen.
solcreme.
 toiletsager – vælg lette og små enheder.
 solbriller.
 lagenpose og evt. sovepose.
regntøj.
plaster.
oplader til telefon + telefon.

Send gerne en mail til mig, hvis du har lyst til at få en rutebeskrivelse og mine gode råd til turen. Send den til inge@localliving.dk

Jeg planlægger en organiseret tur på den italienske pilgrimsrute i september 2017. Så skriv gerne til mig, hvis du er interesseret i at høre mere om denne tur.