Imperia og Blomsterrivieraen

Byen Imperia er speciel på den måde, at den oprindelig var to selvstændige byer. Mussolini valgte tilbage i 1923 at slå Porto Maurizio og Oneglia, som byerne hed, sammen og lavede dermed Imperia. Historien er god at kende, når du ønsker at besøge Imperia, da de to bydele langt fra ligner hinanden. Det kan derfor være svært at forstå, at du rent faktisk befinder dig i én og samme by, når du bevæger dig fra den ene bydel til den anden.

Olivenolie og pasta

Imperia er specielt kendt for at producere en utrolig lækker olivenolie. Derfor vil du også finde et museum i byen, hvor man kan opsnuse historien bag denne særlige olivenolie. Derudover er byen også kendt for sin produktion af pasta lavet på durumhvede.

I Imperia bliver der ugentligt afholdt markeder rundt omkring i byen, hvor man kan få alle sanserne opfyldt. Lokale og delikate specialiteter spreder dejlige aromaer. Disse aromaer blandes med duften fra nyplukkede blomster, som ud over at pirre din næse også er en fryd for øjet.

Blomsterkysten

Ikke langt fra den franske grænse er Imperia beliggende og i dette område, som også er kendt som Blomsterrivieraen, er der fuld af skønne oplevelser.
Når du besøger området, så er du udmærket klar over, hvorfor området har dette navn. Her blomstrer det i så høj grad, at du vil have svært ved at fjerne dit blik fra landskabet igen!
Landskabet langs Blomsterrivieraren har længe tiltrukket mange turister, og der findes noget for enhver smag. Vil du eksempelvis se og nyde store palmer og agaver? Så kan du følge kystlinjen til byen Savona, som af den grund også kaldes Palmerivieraen.

På Blomsterrivieraen er der helt fantastiske turistmål og steder, hvis man ønsker at dase i solen og bade i bølgen blå. Steder som Diano Marino, Arma di Taggia og Sanremo var før i tiden yndede rejsemål for velhavende englændere. Englænderne ønskede at overvintre i det dejlige klima, men i dag er det også et turistmål for utallige badegæster.

Har du ikke en trang til at bade, men vil du blot nyde landskabet og stemningen, så kan du bevæge dig væk fra kysten. Her kan du opleve, hvordan de mange blomster og planter skaber en hyggelig og romantisk stemning omkring dig. I det bjergrige landskab findes der smukke dale og rolige byer, hvor man kan slappe af i det blide klima med et glas italiensk vin i hånden.