Genova – Columbus’ hjemby

Genova er placeret i regionen, Ligurien. Genova er regionens hovedstad. Det helt store omdrejningspunkt i Genova er byens havn. Havnen i Genova er Italiens største industrihavn, og det kan være en meget fascinerende oplevelse at opleve livet i havnemiljøet til trods for, at store containerskibe og dertilhørende containere måske ikke ligefrem er en æstetisk smuk oplevelse.

I Genova-provinsen lever der cirka 900.000 mennesker. Cirka 650.000 af disse mennesker bor i selve Genova, hvilket beskriver byens størrelse i forhold til provinsens størrelse meget godt.

Det kulturelle havneområde

Havnen i Genova oplevede i starten af 90’erne en større renovation. Du kan derfor omkring havnen opleve moderne teknologi og arkitektur, men du kan også opleve autentiske middelalderbygninger. Ved havnen kan du besøge lækre barer og restauranter. Ved havnen ligger også det cirka 10 år gamle søfartsmeseum Galata. Dette museum er et af havneområdets moderne kendetegn.

Imponerende bygningsværker og shoppe-muligheder

Bevæger du dig lidt væk fra havnen finder man i byens centrum Piazza de Ferrari. På dette utrolig flotte torv ligger byens teater, Tatro Carlo Felice, som er et helt fantastisk bygningsværk, hvilket gør teatret til en oplevelse, lige meget om du holder af at gå i teatret eller ej.
Fra Piazza de Ferrari kan du begive dig ud på byens 800-meter lange shoppegade, XX Settembre. Hvad der adskiller XX Settembre fra alle mulige andre shoppegader er, at du kan gå under utrolig flotte arkader hele gaden igennem. Er du en mand og søger en undskyldning for at undgå shopping med kæresten, kan du derfor ikke bruge hverken vejret eller varmen som undskyldning for at shoppe på denne smukke gade.

San Lorenzo-domkirken er placeret i den gamle bydel. Denne kirke er ligeledes et imponerende bygningsværk og appellerer i høj grad til et besøg, om du er kirkeinteresseret eller ej.

Columbus’ hjemby

Genova er desuden kendt for at være Christoffer Columbus’ hjemby. Columbus blev i født 1451 og gjorde siden utrolige opdagelser, heriblandt Amerika. Her i det 21-århundrede er der stadig mulighed for at besøge denne berømte mands barndomshjem på gaden, som løber parallelt med den føromtalte shoppegade. Columbus’ barndomshjem er et utrolig velbesøgt sted i Genova, hvorfor det kan anbefales at besøge stedet på nogle lidt skæve tidspunkter, hvis du ikke ønsker at blive trådt over tæerne af andre besøgende.